Når man tager på ferie i kørestol, og en del af transporten skal foregå med fly, så kan der være nogle forbehold, man skal tage højde for.
-
Flysæder
Vi gør opmærksom på, at et flysæde ikke måler mere end 45 cm i bredden, og der er sparsomt med benplads. Kan man ikke selv gå ombord i flyet, kan der bestilles bæreassistance. Det er vigtigt at oplyse dette allerede ved bestilling af rejsen. -
Bæreassistance
Hvis I bestiller bæreassistance til flyet, skal I først ind i flyet og kommer sidst ud. Der kan godt være en del ventetid. Så det er en god idé at få ordnet toiletbesøg og andre praktiske ting inden, da toiletbesøg i flyet for handicappede er en besværlig og til tider umulig ting. -
Førlighed
Hvis man ikke har sin førlighed intakt, bliver man (du og din ledsager) normalt placeret fra række 3 til række 7. Der kan ikke ønskes / bestilles bestemte pladser i flyet, hvis man ikke selv kan gå. Pladserne med ekstra benplads er ofte ved nødudgangene, og disse er forbeholdt gående personer af hensyn til sikkerheden. -
Indtjekning
Ved indtjekningen forflyttes kørestolsbrugeren normalt fra sin egen kørestol til en transportstol. Kørestolen skal så derefter tjekkes ind ved stor bagage. Hvis man ikke kan sidde i en transportstol, bedes der gøres opmærksom på dette ved indtjekningen. Det er ikke noget vi kan bestille på forhånd. Det er jeres eget ansvar at pakke kørestolen så godt som muligt, så den ikke kommer til skade under transporten. Transporten kan være meget hård ved stolene, så det er en god idé at tage løsdele som sædepude, fodstøtter, armstøtter, nakkestøtter og andet med ind i kabinen i en taske. Hvis du normalt sidder på en specielt konstrueret pude, vil det være en fordel at sidde på den under rejsen, så bliver turen ikke helt så anstrengende. -
Godkendt tørbatteri
Elektriske kørestole SKAL være udstyret med godkendt tørbatteri. Hvis du er i tvivl om, hvilket batteri din stol har, så kontakt leverandøren for oplysninger og få evt. tilsendt skriftlig dokumentation på dette. Det er en god idé at medbringe dokumentationen under rejsen. -
Bagage
Hver passager må medbringe 20 kg. bagage +/eller inkl. 5 kg håndbagage (afhængigt af det enkelte flyselskabs regler). Kørestolen medregnes ikke som bagage. Hvis du har brug for ekstra bagage til sondemad, badestol eller lift, skal vi orienteres herom, og der skal søges tilladelse fra det enkelte flyselskab. -
Bagagens omfang
Målene på døren til flyets lastrum bestemmer bagagens omfang.Derfor beder vi om mål og vægt på de stole, I vil medbringe. Vi sender disse data videre for af få en godkendelse. Det er luftfartsselskabets afgørelse, om de kan medbringe jeres stole. Hvis ikke de kan komme med, får vi det typisk at vide ca. 1 måned før afrejse. Det er ofte de elektriske kørestole, som kan få problemer og i sidste ende blive afvist. Tag noget relevant værktøj med, hvis det skulle blive nødvendigt at fikse noget på stolen før og efter transporten. Find mere information nedenfor om størrelse af lastrumdøre i forskellige almindeligt anvendte flytyper.
-
Hvis skaden sker
Flyselskabernes bagageansvar er begrænset, så der vil normalt ikke være dækning for reparationer af en ødelagt kørestol. Din stol bør derfor være forsikret af din egen forsikring.
Når I vælger at tage kørestolen med på ferie, er det en god idé at være særlig opmærksom på følgende:• Kan du / I sidde i en af lufthavnens transportstole?
• Har du / I brug for et ekstra bælte under transporten?
• Skal du / I have bæreassistance til at komme ombord i flyet?
• Kan du / I sidde i et 45 cm bredt flysæde?
• Er det en manuel kørestol?
• Kan den klappes sammen?
• Har den mange løsdele?
• Er det en el–kørestol?
• Hvilket batteri har el-kørestolen?
• Hvilke mål har din kørestol? Længde, bredde, højde og vægt?
• Har du / I ekstra bagage med?
• Er din kørestol forsikret?
HandiTours fralægger sig ethvert ansvar for medbragte kørestole!