Botswana er det eksklusive valg, men pengene er givet godt ud. For her her der mulighed for at opleve natur og dyreliv i verdensklasse. Botswana værner om sin natur og sit dyreliv da mere end 18 % af landets samlede areal er nationalparker og vildtreservater og stort set alle Afrikas kendte dyrearter findes her.

I det nordøstlige Botswana, tæt på Victoria vandfaldet, ligger landets største nationalpark – Chobe Nationalpark – med et areal på omtrent 11.700 km². Chobefloden, som parken grænser op til mod nord, danner Botswanas nordlige grænse til Namibia (Caprivi-striben).

Det 5000 km2 store Savuti-område udgør den sydlige del af Chobe Nationalpark og er også interessant. Landskabet er gennemgående åbent og for det meste dækket af græssavanne, men i øvrigt meget afvekslende afhængigt af årstiden. Store områder bliver til marsk under regntiden og tiltrækker såvel store fugleflokke som titusindvis af bøfler og zebraer under deres vandring mellem Linyatifloden mod nordvest og Makgadikgadi i Kalahariørkenen.

 

Handicapvenlige rejser til Botswana